Jeg har altid haft et ben i hver lejr. Som skilsmissebarn er jeg opvokset som delvist forstadsbarn og delvist barn af byen. Det vil sige, at min opvækst byggede på en diæt af lige dele bølgepomfritter fra frysedisken og lige dele hjemmelavede rodfrugt-fritter. Som lægmand er jeg derfor relativt bespist, når det kommer til stivelse og transfedtsyrer.

Men som enhver Københavner ved, kan der godt være langt mellem snapsene. Jeg har derfor taget på rov i det københavnske pomfritlandskab for at finde ud af, hvad der er det real deal. Artiklen er jo kun et øjebliksbillede, og for at omfavne folks forskellige præferencer har jeg derfor inddelt artiklen efter diverse pomfrittyper – om det så er bølgepomfritter, klassikeren eller gourmet-stilen.

---

• 

Arketypen – Les Trois Cochons

Pris: 50 kroner inklusiv dip.

Med høje forventninger tropper jeg op under de grønne markiser på Værnedamsvej, hvor den franskinspirerede Cofoco-restaurant, Les Trois Cochons, ligger. Med matchende turkisgrønne borde serverer de her dyre franske og belgiske retter i instagramvenlige omgivelser. Qua deres franske inspiration er jeg naturligvis meget forventningsfuld.

Tjeneren er høflig, og efter 13 minutter og 42 sekunder står en flot skål pomfritter på bordet foran mig. Kort opsummeret ligner de stereotypen på en skål pomfritter; relativt lange, tynde og uden skræl. Jeg dypper den første pomfrit i min lille skål med dijonnaise og går i gang.

Les Trois Cochons har indiskutabelt lavet pomfritter før. Både visuelt og smagsmæssigt præsenterede de mig her for arketypen på en god pomfrit. Ingen slinger i valsen; godt saltniveau, ikke alt for crisp – men på ingen måde melede. Jeg har altid selv misbrugt salt-dåsen, men jeg vil påstå, at de her er saltet perfekt.

Dippen er en klassisk dijonnaise med en sød forsmag af mayo. Den smager ikke voldsomt af dijon, men sennepsmagen ligger primært i eftersmagen. Super godt afmålt.

Min kammerat og jeg falder i snak med en lokal kvinde, som prøvesmager pomfritterne med os. Alle er enige om, at de er et godt bud på en nymoderne fortolkning af de klassiske pomfritter.

Jeg vil afgjort anbefale at tage på Les Trois Cochons, hvis man bare har brug for en god omgang regulære pomfritter og kan få plads på bordene langs facaden.

Karakter: 4 ud af 5

---

• 

Noma-style pommes frittes – BRUS

Pris: 65 kroner inklusiv dip.

I store lagerhalslignende lokaler på Guldbergsgade 29 ligger en newyorker-indrettet ølbar med navnet Brus. Tydeligvis et smart sted med højt støjniveau (muligvis grundet øllerne) og en meget Kødby-agtig stemning. Et sted, jeg har hørt tale om i byen, på grund af både deres gode øl og famøse fermenterede pomfritter. 

Min første tanke er, at fermenterede pomfritter mest lyder som en omgang elitært madsnobberi. En hipsterudgave af kejserens nye klæder, som rider på bølgen af det nynordiske køkken. Men hvad end de er, så slipper Brus sgu afsted med det. Min skepsis bliver på mange måder gjort til skamme.

På Brus får du ikke serveret en kæmpe portion, men du får serveret en portion med stor tilstedeværelse. Pomfritterne bliver serveret i en flot nøddebrun skål med tørret løvstikke drysset på toppen. De er rustikke i enderne og sprøde i udseendet. Igennem en dialog med tjeneren forstår jeg, at pomfritterne bliver fermenteret i saltvand og hvidkål i to måneder, inden de frituresteges og serveres. På anbefaling af tjeneren får jeg en Smoked Pepper Mayo til.

Hvis man kan kalde en pomfrit avantgarde, er det her, man skal gøre det. Tyk skræl og intens smag – nok det længste, man kommer fra en klassisk pomfrit. De er ikke crisp, men føltes mere som første bid af en laber larve (ja, specielt).

Kombineret med den røgede mayo får jeg en stærkt smag af koldrøget laks (hvilket normalt ikke umiddelbart er den smag, jeg leder efter i pomfritter). De er afgjort en oplevelse – og en god en af slagsen. Som disclaimer må det dog siges: Det er afgjort ikke tømmermænds-mad. For hvis jeg havde bind for øjnene, ville jeg ikke vide, at jeg spiste pomfritter.

Så hvis du er i humør til pomfritter, skal du ikke tage på Brus, men hvis du derimod har lyst til en madoplevelse – så er det afgjort en anbefaling. Og ja, 65 kroner er dyrt for pomfritter, men du får også meget mere end det.

Karakter: 4.5 ud af 5

---

• 

Pomfritter til højbords – Brdr. Price

Pris: 50 + 25 kroners dip.

Med en veninde under armen træder jeg forventningsfuldt ind på de smørglade tv-kokkes famøse restaurant på Rosenborggade. Jeg har læst, at de triple friterer deres pomfritter i jordnøddeolie, og på de sociale medier proklamerer de at have byens bedste pomfritter – så nu må de stå til ansvar for det udsagn.

Tjeneren møder os i døren og finder hurtigt et bord til os ved vinduet.

At sidde med hvide stofservietter, drikke San Pellegrino af vinglas og bestille en bakke pomfritter virker på mange måder tragikomisk. Tjeneren virker dog også nærmest fornærmet, da han hører bestillingen. Han har dog nok ironi nok til at grine, da han spørger, om jeg vil se vinkortet.

Pomfritterne er tykke, grove og bliver serveret i en friturekurv. Fancy. Som det fremgår af fotoet, behøver man jo ikke være Rain Man for at regne antallet af pomfritter ud, da de kan nærmest tælles på to hænder. Til pomfritterne får jeg en svampemayonaise, anbefalet af tjeneren.

Pomfritterne er virkelig crispy – med en let lækker smag af jordnød. De er friteret godt og saltet perfekt, og det er klokkeklart, at kokkene hos Brdr. Price kender deres gang i køkkenet. Pomfritterne behøver ikke dip, men formår at stå alene, hvilket i sig selv taler for deres kvalitet. 

Mayonnaisen er sød efterfulgt af svampesmagen, som er dybere og mere efteråragtig. Jeg må desværre indrømme, mayonnaisen ikke lever op til hverken prisen eller de tilhørende pomfritter. Egentlig havde jeg nok hellere været den foruden (særligt da den koster 25 kroner).

Brdr. Price leverer pomfritter i topklasse, og de kan med ro i sindet påstå at servere nogle af Københavns bedste pomfritter – men hvis man lægger pris og mængde sammen, er det også forventeligt.

Afgjort en god oplevelse, men hvis du ønsker at blive mæt af dine fritter, vil jeg anbefale, du tager et andet sted hen.

Karakter: 4.5 ud af 5

---

• 

Everything spice, everything nice – Poulette

Pris: 35 + 15 kroners dip.

Jeg triller forbi en vinbar og stiller min cykel op ad bambusbusken på fortovet. På Møllegade, Nørrebro, ligger den lille biks Poulette. Stedet er hyggeligt, men småt, og der er ingen siddepladser udover på bænken ude foran og på de stablede kulørte plastiktaburetter.

Poulette brander sig blandt andet på deres famøse kyllingeburger (heraf navnet), og på menukortet indenfor advarer de om deres storforbrug af chili. Jeg bestiller, og tjeneren anbefaler deres specielle Szechuan Mayo, som er en peberfrugtbaseret chili-mayo.

Jeg har hørt om Szechuan Mayo før. Den blev først lanceret af McDonald’s som kondiment til deres ‘Mulan-menu’ i 1998 og opnåede efterfølgende kultstatus, da den i 2017 blev refereret i en episode af tegneserieshowet ‘Rick and Morty’.

Jeg har aldrig set ‘Rick and Morty’, men er naturligvis stadig nysgerrig.

Pomfritterne er nærmest rødlige af chili- og paprikamix (eftersigende husets egen barbecuemix). Jeg finder en plastiktaburet og går i gang.

Pomfritterne har en stærk chilismag mikset med røget paprika. Pomfritterne er sprøde, men stadig bløde – dog lidt melede. En stærk omgang barbecue-krydderimix dækker den egentlige smag af kartoffel. De er stærke, men utrolig gode. De er dog saltet til den hårde side, hvilket særligt slår ud ved brug af dippen.

Dippen er ikke særligt indbydende hverken æstetisk eller smagsmæssigt. Langt hen ad vejen smager den af at være en gimmick, oversaltet og med kraftig smag af chili og peberfrugt. Jeg er ikke tilfreds.

Jeg forstår hurtigt, hvorfor den ikke blev på McDonald’s menukort og føler, at den hverken er sin kultstatus eller en anbefaling værdig.

Pomfritterne er isoleret set dog en rigtig fin oplevelse, og hvis man er til det stærke, er Poulette afgjort et must-try. Mit råd: Køb en almindelig mayo, og vær opmærksom på det primært er et takeaway sted.

Karakter: 4 ud af 5

---

• 

Svømmehalspomfritten – Gasolin Grill

Pris: 25 kroner + 10 kroners dip.

Jeg går ned ad Borgergade med en veninde og hen forbi boghandleren Tranquebar, hvor min far og jeg altid drak kaffe. Her ankommer jeg til en flot, grøn og gammel tankestation. Den ligger som hovedperson, midt på pladsen, med store grønne markiser og et prisskilt med benzinpriser. A la klassisk amerikansk burgerjoint sælges her mad ud af butiksruden.

Gasolin Grill fik for alvor sat sig selv på landkortet, da de i 2017 blev kåret til at have en af verdens 27 bedste burgere af det amerikanske medie Bloomberg. Siden da har både københavnere og turister valfartet forbi den gamle tankstation i indre by, hvor Gasolin Grill siden deres opstart har haft hovedsæde.

Jeg bestiller en omgang pomfritter og sætter mig under varmelamper ved det runde borde- og bænkesæt ude foran. På anbefaling af tjeneren bestiller jeg en seasonal mayo med trøffel. Fra højtaleren spiller old school-hiphop, og musikken skrues ned, da en ekspedient kalder mit navn.

Det er ikke for alle. Det er bølger og havsalt – smagen af fortidens klorvand og forstad. Svømmehalspomfritterne smager, som jeg kender dem, desværre fra frys (men ærligt, kan man få hjemmelavede bølgepomfritter?). De er melede i midten og hvide som kartofler til jul. Det er altid svært at få hænderne helt op over bølgepomfritter. Jeg får ambivalente flashbacks til min barndom og må sige: De er gode taget i betragtning af, at de er bølgepomfritter. Jeg har dem lidt mistænkt for at være mere mel end kartoffel.

Nu har jeg som mange andre københavnere smagt Gasolins burger, og jeg må nok sige, at pomfritterne ikke matcher burgerens kvalitet. Salten sidder ikke rigtig sad fast på pomfritterne, og de kan ikke spises uden dip – dog er dippen super fin. Men sådan er det sgu tit med bølgepomfritter.

Gasolin Grills pomfritter er afgjort et trip down memory lane for et 00’er-forstadsbarn som mig. Så hvis man vil have bølgepomfritter, er Gasolin afgjort blandt byens bedste.

Karakter: 3 ud af 5

---

• 

En shawarmahouse klassiker – Havnens BBQ

Pris: 40 kroner inklusiv dip.

Jeg har været her mange gange før. Jeg træder ind af døren til Havnens BBQ, og klokken i døren plinger, som den plejer. Det er fair at sige, at jeg er en smule biased vedrørende dette sted.

Havnens BBQ ligger på Torvegade på Christianshavn. Det er hyggeligt indrettet med brune træborde, halvcirkelbåse i klassisk western dinerstil og mellemøstlig teknomusik. Oppe over disken hænger naturligvis billeder af maden, og i højre side af køkkenet findes både grillspyd og kulgrill.

Jeg bestiller en stor bakke pomfritter med salatmayo og finder en bås.

Ejeren kommer ned med en stor tallerken. Det er rigtig shawarmahouse-fastfood, og de ligner pomfritter, som du kender dem. Det er tømmermænd, natmad og klassisk junkfood. Jeg skal ikke sælge gammel vin på nye flasker, for der er ingen tvivl om, at de ‘bare’ er kommet ud af fryseposen. Men jeg fremhæver Havnens BBQ, fordi deres pomfritter er på højt niveau, når det kommer til københavnske shawarmahouses- og grillbarer.

Men lad mig hurtigt pointere, at der i alle bydele er gode konkurrenter til Havnens (måske fordi de sælger de samme frysepomfritter).

Hvad angår dippen er det klassisk salatmayonaise, som man kun kan få den hos den lokale shawarmahouse. Den er sød, perfekt afmålt og sikkert noget af det mest usunde, du kan indtage (og afgjort ikke hjemmelavet). Jeg har ikke mere at sige.

Havnens BBQ leverer stabile junkfood-pomfritter. Det er pomfritter, som ikke vil noget særligt. Det er pomfritter, som er ligeglad med, hvem du er. Således lyder herfra en anbefaling, hvis du har brug for pomfritter, du ikke behøver at tænke over.

Karakter: 3 ud af 5

---

• 

Den Autentiske – Pastis

Pris: 65 kroner inklusiv dip.

Under mørkerøde markiser på Gothersgade 52 ligger den klassiske franske og galliske restaurant Pastis. Jeg har aldrig været derinde før, men jeg har flere gange set på den udefra i en forbipasserende brandert, så da min veninde anbefalede mig deres pomfritter, bider jeg på. På baggrund af deres franske og galliske (dermed også belgiske) inspiration må de have godt styr på pommes fritterne, tænker jeg.

Stedet er hyggeligt med klassisk fransk fortovscafe-stemning, kun forstyrret af den lille ALDI ved siden af (men altså der findes jo også ALDI’er i Frankrig). Pastis kører et mørkerødt farvetema, bordene efterligner en hvid marmor-overflade og man tager først plads, når tjeneren ved døren anviser én et bord. Selvom det er mandag formiddag, er der fuldt booket, så jeg tager plads i en fletstol på fortovet.

Tjeneren kommer, og jeg bestiller en omgang pomfritter plus en bearnaisesovs som anbefalet af både tjeneren og min veninde.

Pomfritterne, eller pommes fritene som vi nok bør kalde dem i dette tilfælde, er mørkebrune i farven og har åbenlys skræl. De bliver serveret i en simpel anretning i en skål af metal. Den tilhørende bearnaise er anrettet i en sovseskål, og det er afgjort blandt de flotteste anretninger på ruten.

Pommes fritterne er ikke særlig salte, men det gør sådan set ikke noget. De er relativt grove i smagen, men uden at være krydrede. De har en underlig sød eftersmag, og kombineret med den kaffe jeg fik til (det var tidligt på dagen), smagte de næsten julet. Tjeneren fortæller mig, at dette er grundet det høje sukkerindhold fra netop denne omgang kartofler.

Det er mange år siden, jeg har spist pommes frites i Bruxelles, men Pastis slår mig som meget troværdige mod de originale opskrifter, såfremt man ser bort fra den søde bismag. De smagte super godt – særligt kombineret med bearnaise. Bearnaisesovsen var afmålt, sød og sin anretning værdig.

Jeg konkluderer, at den søde smag nok mest er et særtilfælde, så det vil jeg forsøge at se bort fra. Derfor en særlig anbefaling til Pastis’ autentiske pommes frites i Indre By, såfremt de får sukkerindholdet i kartoflerne lidt ned.

Karakter: 3.5 ud af 5

---

• 

Kejseren af fastfood – McDonald’s Nørreport

Pris: 23 kroner + 3 kroners dip.

Jeg føler mig jo nødsaget til at nævne dem. Kongen af fastfood – McDonald’s aka. café den gyldne havmåge.

McDonald’s pomfritter behøver ikke megen introduktion. Det er protagonisten i moderne fastfood-historie og danner på mange måder standarden for vores forståelse af fastfood.

Jeg har af praktiske årsager valgt at besøge McDonald’s højborg på Nørreport Station, men qua deres standardiserede tilgang vil jeg mene, at den er repræsentativ for alle deres restauranter i DK (i hvert fald ifølge sociolog George Ritzer og hans teori om McDonaldization).

Jeg bestiller på selvbetjeningstavlen, og da maskinen anbefaler pomfritsovs til, virker det som et naturligt valg af dip.

Indenfor er der rodet til med cheeseburgerpapir, indretningen er grim, og restauranten står på mange måder, som jeg husker den fra mine utallige gymnasiebranderter. Dette bliver kun bekræftet, da jeg træder ud og møder syv teenagere, der drikker vodka og spiser cheeseburgers. Jeg vælger at sætte mig på en bænk og går i gang.

Lad mig lige starte med at sige det vigtigste. Nej, McDonald’s har ikke de bedste pomfritter på markedet. De er melede, halvslatne og en anelse kedelige. Men ret skal være ret – de er saltet perfekt. Det er langt hen ad vejen pomfritter, man ikke smager på, for de smager hverken af mere eller mindre. De er fine, men at sige McDonald’s har de bedste pomfritter, er som at sige, at 7-Eleven har de bedste crossainter.

Hvad angår dippen er jeg dog mildest talt skuffet. Pomfritsovsen smager meget ligesom McDonald’s-dufter, bare med en eftersmag af creme fraiche. Hver sin smag, jeg ved, mange kan lide den – men der lyder ingen anbefaling herfra.

Jeg føler mig forpligtet til at sammenligne dem med Havnens BBQ, da de i fastfood regi konkurrere meget indenfor samme rammer. Jeg må her erklære, at McDonald’s pomfritter isoleret set klarer sig fint, men på stemning og dip, skuffer de voldsomt.

Lad mig opsummere: Ja, det er fine pomfritter til prisen og fine pomfritter til en brandert. Men McDonald’s pomfritter er mest en nødløsning.

Karakter: 2.5 ud af 5

---

97,5 procent menneske

Hvor meget det end var en barndomsdrøm at anmelde pomfritter, så må jeg takke af for denne gang. Efter at have indtaget i omegnen af to kilo pomfritter, begynder jeg at forstå Morgan Spurlock fra ‘Supersize Me’-filmen. Med en kampvægt på 75 kilo gør de to kilo mig til ca. 2,5 procent pomfrit og dermed kun 97,5 procent menneske – så at spise flere pomfritter må tendere kannibalisme. Derfor tager jeg en foreløbig pause, men hvis du har anbefaling på andre restauranter, der skal frekventeres, så send os endelig en mail.

Som tidligere nævnt er overstående blot et øjebliksbillede, da der kan være relativt stor forskel fra kok til kok, eller kartoffel til kartoffel. Jeg håber, du får glæde af guiden – så kan du bruge dine hjerneceller på noget andet end at infinity scrolle WOLT, næste gang du har tømmermænd.

• 

Du har netop læst en artikel fra Heartbeats.dk ❤️