RELIGION & YTRINGSFRIHED // DEBAT – “Hvis vi gerne vil bygge bro, skabe forståelse og sikre en eller anden form for sammenhæng og relativt fredelig og konstruktiv sameksistens på den lange bane, er det uomgængeligt, at vi forstår dynamikkerne hos modparten bedre,” skriver Morten Skovgaard, der peger på nødvendigheden af at medtænke såvel forskelle i religiøst skriftsyn som udenrigs- og sikkerhedspolitik i den verserende diskussion om koranafbrændinger og mulige lovændringer i Danmark.

Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Mange er sikkert allerede dødtrætte af at høre på debatter om koranafbrændinger og ytringsfrihed, men det er en virkelig vigtig problemstilling med vidtrækkende konsekvenser, så der er god grund til at se grundigt på sagen.

Det er en nemlig ikke simpelt, men rasende komplekst, når dansk retspolitik bliver en varm udenrigspolitisk kartoffel – af flere grunde, men især fordi sikkerhedshensyn, som defineret af PET/CTA og Udenrigsministeriet, er en kæmpestor faktor.

Hvis man samtidig forsøger at forstå problemstillingen i en ikke-kristen/sekulær kontekst, bliver den kun endnu mere hjernevridende.

Et af problemerne med debatten er, at den hele tiden bliver trukket over i siloer, der skævvrider præmisserne for den.

Vi kan for eksempel ikke blot frame koranafbrændingerne ud fra nazisternes bogafbrændinger, fordi magtforholdet mellem nazisterne og deres ofre (og borgerne) og formålet med nazisternes bogafbrændinger dengang var et helt andet.

Det er til gengæld legitimt at diskutere det bizarre i at forsvare ytringsfrihed med en metode, der traditionelt anvendes til bekæmpelse af den:

Alle angreb på det skrevne ord er og bliver principielt problematiske, hvis man vil holde fast i en konsistent værdi om, at man ikke af nogen som helst årsager burde tilintetgøre værker, der rummer synspunkter, man ikke er enig i.

Koranafbrændingerne har skabt en ny og meget mere kompleks situation end før

Omvendt giver det heller ikke mening at omtale forsvarerne for den videst mulige ytringsfrihed inden for lovens rammer som ”ytringsfrihedsfundamentalister”, fordi det selvfølgelig ikke har spor med fundamentalisme at gøre.

Og de personer, der modsætter sig begrænsninger af ytringsfriheden, er heller ikke tilhængere af ”absolut ytringsfrihed”, som vi af åbenlyse årsager aldrig har haft i Danmark. Det ville være meget fint, hvis debatterne blev renset helt for lige netop de to stråmænd.

Koranafbrændinger skaber en ny situation

Man kan så spørge sig selv om, hvorvidt vi egentlig ikke havde et glimrende og velfungerende demokrati frem til afskaffelsen af blasfemiloven i 2017? Vi kan ikke rigtigt sammenligne dengang med nu, fordi de efterfølgende koranafbrændinger har skabt en ny og meget mere kompleks situation end før.

Vi kan ikke længere bare nulstille tilbage til maj 2017 og fortsætte, som om intet var sket, for skaden er sket, så den argumentation er også svær at følge til dørs.

PET’s Center for Terroranalyse advarede allerede dengang om de sikkerhedsmæssige konsekvenser for Danmark og vores interesser i udlandet.

De to overordnede emner i debatten, der optager mig mest, er forskellene i religiøst skriftsyn og den kultur, de skaber, samt sikkerhedsaspektet

På det tidspunkt var Søren Pape justitsminister i Lars Løkkes VLAK-regering, og Løkke går nu i rollen som udenrigsminister i rette med den beslutning, han selv blåstemplede dengang – det er sikkert det, hans koncept ”pragmatisk idealisme” handler om.

Men uanset hvad man måtte synes om Løkke og hans politiske beslutninger og ballast, så er det opsigtsvækkende, at en af vores største politiske profiler i tiden siden Muhammedkrisen foretager denne kovending, efter at han er kommet i regering med Socialdemokratiet, der i sin tid og som det eneste parti var mod afskaffelsen af blasfemiparagraffen.

Forskelle i religiøst skriftsyn

De to overordnede emner i debatten, der optager mig mest lige nu, er forskellene i religiøst skriftsyn og den kultur, de skaber, samt sikkerhedsaspektet.

Forskellen på det muslimske og kristne skriftsyn får stort set ingen opmærksomhed i debatterne – sikkert fordi det er et lidt for besværligt teologisk argument, som man som ateist sagtens kan affeje som komplet irrelevant. Det er vel nærmest blevet til en særskilt pointe i en tid, hvor mange af os er meget optagede af, at religion og religiøse følelser skal have så lidt indflydelse som overhovedet muligt.

Men – og her er der altså et ”men” – hvis vi gerne vil bygge bro, skabe forståelse og sikre en eller anden form for sammenhæng og relativt fredelig og konstruktiv sameksistens på den lange bane, er det uomgængeligt, at vi forstår dynamikkerne hos modparten bedre.

Jeg synes, at det er både arrogant og ineffektivt at mene, at muslimer over en bred kam bare skal tage sig sammen og ændre deres forståelse af en gammel religion, der har formet hele verdensdeles kulturer og traditioner i op mod 1.400 år.

Koranen er, så vidt jeg forstår det, i islamisk teologi det tætteste, man kommer på inkarnationen af Allah, fordi den indeholder hans evige ord

Jeg har simpelthen ikke fantasi til at forestille mig, at det kommer til at ske med pres udefra – og slet ikke fordi vi her i Danmark er blevet ramt af et bølgeskvulp af intellektuel exceptionalisme og brændende nationalfølelse i forbindelse med, at vi i så mange år har haft en af hovedrollerne i denne sag.

Som jeg forstår forskellen på det muslimske og kristne skriftsyn med det forbehold, at jeg absolut ikke er ekspert på området), er Koranen i islamisk teologi det tætteste, man kommer på inkarnationen af Allah, fordi den indeholder hans evige ord.

Den opfattes med andre ord ikke som skrevet af mennesker ligesom Bibelen, men som en åbenbaring direkte fra Allah til Muhammed gennem englen Gabriel. Der er dermed kun én genre i Koranen – Allah, der taler til Muhammed – mens Bibelen derimod rummer fortællinger fra mange forskellige mennesker om deres vidt forskellige oplevelser og omstændigheder.

Koranen rummer alt fra profetier til videnskab (bemærk, at islamisk videnskab var Europas langt overlegen i højmiddelalderen) og kan vel nærmest siges at betragtes som en livsmanual og selve fundamentet for, hvorfor muslimer tror på islam. Kristne er som helhed derimod ikke troende på grund af selve Bibelen, men på grund af Jesu liv, død og genopstandelse, så selve bogen besidder derfor ikke samme ophøjede hellighed som Koranen.

Det er en helt central forskel i religiøsiteten, som en religionsforsker og/eller muslim uden tvivl kan forklare meget bedre end mig – og ikke mindst rette mig, hvis jeg skulle tage helt fejl. Og det er en væsentlig dynamik at forstå, hvis man reelt er interesseret i at finde ud af, hvorfor skændinger af Koranen afføder så meget voldsommere reaktioner, end det tilsvarende ville være tilfældet med Bibelen.

Det er helt legitimt at vælge bare at se helt bort fra ovenstående, hvis man søger et argument, der er fuldstændigt renset for religiøse elementer.

Hvor løsningsorienteret er det egentlig udelukkende at søge en løsning på egne – kristne såvel som sekulære – præmisser, hvor man tilkendegiver, at man ikke er interesseret i at forholde sig til en livsanskuelse, der deles af omkring 25 procent af verdens befolkning?

Men så vil jeg spørge, hvor løsningsorienteret det egentlig er udelukkende at søge en løsning på egne – kristne såvel som sekulære – præmisser, hvor man tilkendegiver, at man ikke er interesseret i at forholde sig til en livsanskuelse, der deles af omkring 25 procent af verdens befolkning?

Det er jo ikke kun ekstremister og opportunistiske statsledere og -sammenslutninger, vi har med at gøre, men også en kolossal mængde helt almindelige og fredelige mennesker både herhjemme og rundt omkring i verden, der også bliver ramt af alt det her uden at ønske det.

Den sikkerhedspolitiske dimension

Den anden vigtige dimension er den sikkerhedspolitiske, hvor vi almindelige borgere kommer lidt til kort, fordi vi ikke ser det fulde billede. En risiko for øget terroraktivitet i Danmark eller mod danske interesser i udlandet kan ikke bruges som isoleret argument for at indskrænke vores friheder, for det ville rent principielt være en anerkendelse af voldsmandens veto, som vi i princippet ikke kan acceptere.

Her kan man altid spørge, hvor meget der mon så skulle til, før selv de mest forbenede modstandere af ytringsfrihedsindskrænkninger ville strække våben.

Det bliver ganske spekulativt, men man skal ikke danne sig mange billeder på den indre nethinde af for eksempel en smuk dag i et familiefyldt Tivoli, der bliver ramt af det utænkelige, før man må stille sig selv spørgsmålet: Hvad skulle der indtræffe, før vi når til den konklusion, at omkostningerne alligevel er for store for os?

Det er sikkert det spørgsmål, regeringen har stillet sig selv, når den har behandlet dette store dilemma:

Vil man som magthaver og lovgiver kunne stå inde for at være ansvarlig for en tragedie, der måske kunne have været undgået, hvis man havde været villig til at slække på sine principper og rulle en lovændring tilbage med enkelte ændringer, fordi den resulterede i uønsket adfærd og ikke mindst stærkt uønskede reaktioner på denne adfærd og dertil hørende uoverskuelige konsekvenser?

Det er en både overordentlig prekær og kompleks beslutning for dem, der sidder på magten

Og, ikke mindst, vil man som magthaver og lovgiver også kunne stå på mål for at have indskrænket vores ytringsfrihed på grund af både religiøst, geopolitisk og pres fra ekstremister?

Det er en både overordentlig prekær og kompleks beslutning for dem, der sidder på magten.

Her ser den sikkerhedspolitiske situation indtil videre ud til at veje tungest. Vi skal i den forbindelse huske, at russiske hackere tidligere på året ikke var sene til at udnytte Paludans og andres koranafbrændinger i Sverige til at drive kiler ind i Nato-samarbejdet, og at de var direkte medvirkende til, at Erdogan og Tyrkiet forsøgte at bremse Sveriges Nato-optagelse.

Det er et paradoks, man er nødt til at anerkende som en del af den samlede problemstilling: Det hele handler ikke kun om ytringsfrihed, men i allerhøjeste grad også om, hvor særligt Danmark og Sverige får placeret sig på den internationale scene i de kommende år.

Spørgsmålet er, hvad man kan være mest tryg ved?

At vi står hundrede procent fast på, at vores nuværende lovgivning skal bevares, og at vi ikke skal tolerere nogen indskrænkninger af vores ret til at forhåne religioner og religiøse mennesker, fordi alternativet er, at vi åbner Pandoras æske og bliver ramt af endnu flere krav og endnu mere politisk pres? Eller at vi vælger at acceptere risikoen for øget politisk pres på den lange bane og modererer lovgivningen for at undgå provokationer, der medfører stærkt problematiske udenrigspolitiske konsekvenser?

Ingen perfekte løsninger

Den perfekte løsning ligger ikke lige for, og ingen kan med overbevisning påstå at vide, hvilke følgevirkninger de får.

Og her kan man trygt ignorere alle, der påstår at have overblik over konsekvenserne ved de to valg, for det er kun glidebaneargumenter, hvad enten man er tilhænger af monokultur eller multikultur, og om man er optaget af global forbrødring eller kulturkrig.

Det er en virkelig svær samtale med meget på spil, hvor mange gode stemmer risikerer at drukne i de tilspidsede diskussioner

Det hele handler om, hvilken vej vi vil vælge her og nu, og hvad vi frygter mest, og den ene part har ikke nødvendigvis mere ret end den anden. Det er også fuldt ud muligt at forstå begge parter samtidig, hvilket man gør klogt i at forsøge for bedre at forstå helheden.

Hvis man ikke har nogen personlig eller professionel aktie i sagen, er det endvidere nemmere at jonglere med spørgsmålet. En forfatter til brandfarlig litteratur vil sandsynligvis have stærkere holdninger til emnet, ligesom et religiøst menneske også vil have.

Det er imidlertid værd at respektere folks ståsted og udsigelsesposition i debatten frem for blot at tilskrive modparten det værst tænkelige synspunkt, for det er en virkelig svær samtale med meget på spil, hvor mange gode stemmer risikerer at drukne i de tilspidsede diskussioner.

KoranafbrændingerLars Løkke RasmussenReligionYtringsfrihed

Morten Skovgaard

Morten Skovgaard arbejder som oversætter/journalist, lydstudieejer og fotograf med både ord, lyd og billeder og kender til deres utrolige magt – særligt i kombination med de sociale medier, som han også arbejder med. Hans akademiske baggrund er sprog- og filosofistudier på Roskilde Universitet, og han interesserer sig for både dansk og udenlandsk politik og medier. Verdens smuldrende sammenhængskraft, den tiltagende polarisering af de politiske yderfløje og spredningen af løgne og irrationelle tendenser bekymrer og indignerer ham. Morten er optaget af den svære balancegang mellem på den ene side at udvide det politiske "midterrum" for at inkludere flere mennesker fra begge fløje og samtidig sige klart fra over for ekstremisme og manipulation af enhver art. Morten er gift og bor i København.